Kære medlemmer af By og Land Faaborg og omegn
Hermed en kort hilsen fra bestyrelsen. Først og fremmest for at minde om, at årets generalforsamling, der normalt løber af stabelen i slutningen af november, jo er flyttet til foråret 2021.
For at få aflagt regnskab korrekt forventer vi at afholde generalforsamlingen inden 1. maj 2021. Indkaldelse sker som sædvanlig i god tid inden.
I kan læse referatet fra seneste bestyrelsesmøde her.
Dyreborgvej 55, Dyreborg, omdannes til seniorboliger
Siden sidst har vi bla. været til fororienteringsmøde i Dyreborg omkring omdannelsen af Dyreborgvej 55 til seniorboliger. Vi er enige i, at seniorboliger er en god ide i smukke Dyreborg, også gerne på Dyreborgvej 55, men vi ønsker kampstenslængen bevaret. Det har vi på skrift orienteret kommunen om.
Fionagrundens fremtid
Vi har også haft et medlem af bestyrelsen til det offentlige møde om Fionagrundens fremtid. Der var gode takter på mødet. Vi er særligt opmærksomme på den markante bygnings kommende beklædning, hvor der var flere ideer oppe at vende; nogle bedre end andre. Og også på den såkaldte randbeplantning rundt langs grunden. Området er noget af første, der møder øjet, når man kommer til byen nordfra, så det er af stor vigtighed at finde en æstetisk og langtidsholdbar løsning.
Nedsættelse af udvalg om fredede landejendomme
Som vi kort nævnte sidst er der nedsat et udvalg, der skal se på mulighederne (både eksisterende og evt. nye) for hjælpe ejere (og kommende ejere) af fredede landejendomme. Ideen blev fostret på et af vores bestyrelsesmøder og forelagt landsforeningen, der var helt enige i vigtigheden.
Vi sidder i udvalget, der nu har holdt sit første konstituerende møde her på Fyn. I det hele taget kommer Fyn til at være både udgangs- og omdrejningspunkt for de første undersøgelser og beregninger. Det er spændende, men også tidskrævende og bliver et stort fokuspunkt for os de kommende år.
Klostergade 18 – Faaborg Dampvaskeri
Og sidst men ikke mindst er stilladset endeligt kommet ned fra det gamle dampvaskeri. Vi har haft fornøjelsen af at sparre med ejeren omkring farvesætning af bygningen, der naturligvis er afstemt efter jordfarveskalaen og godkendt af Center for Bygningsbevaring i Raadvad. Resultatet er smukt.
Vi er i disse uger i dialog med andre ejere af bygninger i den historiske bykerne, som er undervejs med spændende restaureringer.
På genhør!
Skriv et svar