Nyhedsmail; dec. 2019

Udgivet den:16 januar 2020
By By og land Faaborg og omegn

Kære medlemmer af By og Land Faaborg og omegn

Først og fremmest ønskes I alle en rigtig glædelig jul og et forhåbentlig lykkeligt 2020!

Efter den velbesøgte generalforsamling i slutningen af november har vi i den nye bestyrelse nu konstitueret os. 

Farvel og tak til Flemming

Som mange af jer nok allerede ved, så trak foreningens mangeårige formand, Flemming Brandrup, sig på generalforsamlingen som både formand og medlem af bestyrelsen. Flemming har gennem et årti tegnet foreningen meget markant; både i bybilledet og ved borgermøder og debatter. Han har ydet en formidabel indsats for foreningen og for at sætte bygningskulturen og -historien på den lokale dagsorden. Tak, Flemming!

Ny, ung kvinde og en flad struktur

Nyt medlem i bestyrelsen er den 36-årige bevaringsarkitekt Christina Pedersen, som sammen med sin mand har bosat sig nord for Svanninge. Velkommen!

Den nye bestyrelse vil arbejde med en flad struktur, hvor alle medlemmer af bestyrelsen kan tegne foreningen udadtil og hvor opgaverne fordeles efter kompetencer og erfaring. 

Konstitueringen af bestyrelsen

Formelt konstituerer foreningen sig dog som følger: 

Formand: Christina Riis Hansen

Næstformand: Martin Jonø

Kasserer: Peter Gabel-Jensen

Referent: Jens Peter Ohlsen

Menigt medlem: Grete Justesen

Menigt medlem: Christina Pedersen

Lær os lidt bedre at kende på hjemmesiden.

Ledelsen af foreningen vil fremover ske i et tæt parløb mellem bestyrelsens formand og næstformand; med formanden Christina Riis Hansen i den koordinerende rolle internt i bestyrelsen og som ansvarlig for kommunikation og med næstformand Martin Jonø som bestyrelsens repræsentant ved borgermøder, offentlige høringer, debatter mm og som ansvarlig for udarbejdelse af høringssvar, udtalelser, læserbreve mm. qua hans stærke arkitektfaglige baggrund og tidligere medlemskab af landsforeningens bestyrelse. 

Digitale nyhedsmails, arrangementer og ny kontaktmail

Selvom alle har holdt meget af og mange har gemt det fine, lille nyhedsbrev, vi tidligere har udsendt to gange om året, så må nye tider til. Fremover vil bestyrelsen derfor udsende en digital nyhedsmail efter hvert bestyrelsesmøde (hver anden måned), hvori vi vil orientere jer om verserende sager, berette spændende nyheder, lægge op til debat, invitere til arrangementer mm. 

Landsforeningens flotte magasin kommer naturligvis ud til jer som altid!

Foreningen har også fået ny mailadresse: bestyrelse@byogland-faaborg.dk. Kontakt os, hvis I har noget på hjerte, har spørgsmål, har forslag til emner, vi skal tage op eller hvis I ser noget på jeres vej rundt i nabolaget, der vækker glæde eller undren. 

HUSK, vi er aktive på Instagram med stort og småt fra bygningskulturens og vores egen lille verden på profilen @byoglandfaaborg. Vær med!

Og skriv allerede nu 1.-3. maj 2020 i kalenderen: Næste års landsmøde afholdes nemlig i Svendborg og alle er velkomne til at deltage i et eller flere arrangementer i løbet af weekenden. 

Læs mere på landsforeningens hjemmeside.

Med ønsket om en fredelig jul og et nyt år fyldt med unikke muligheder lige til at gribe.

Christina Riis Hansen

Formand

På vegne af bestyrelsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...